At være gammel mor

Hvordan det er at have små børn og passe (flere) job?
Mja, hvis jeg skal være helt ærlig, så er det pisse hårdt. Af flere årsager.

Dengang jeg mødte Mark, troede jeg faktisk ikke, jeg skulle have børn.
Jeg har aldrig haft lyst. Jeg har aldrig mærket det der berømte ur, der skulle tikke derudaf.
Jeg har ikke haft en drøm om at se mine egne gener videreført. Aldrig skruk, aldrig følelser for andre børn.
Faktisk tror jeg ikke nødvendigvis at det med børn er for alle, omend det jo nok er for de fleste.

Mark og jeg talte meget sjældent om det, selv om vi jo begge var voksne, da vi mødtes. Jeg var 33, Mark var 34 og havde en søn fra et tidligere forhold.
Vi rejste, drak os fulde, tog på masser af weekender og nød livet og den frihed, vi havde hver anden uge. Vi rejste med tog igennem USA, fejrede jul i New York, tog roadtrips, Israel, Island, Italien. Vi rejste overalt, spiste Michelin-mad og fyrede den af på god gammeldags vis.
Vi havde ikke travlt – med andet end at nyde livet.

Som tiden gik, udtrykte Mark, at han gerne ville have et barn. Jeg var lidt tilbageholden og forstod ikke rigtig hvorfor.
En dag sagde jeg OK. Vi gør det sgu! Men kun en måned senere gik jeg helt i baglås og fortrød.

Det var lidt af en øjenåbner: måske skulle jeg virkelig ikke have børn? Måske var det bare ikke noget for mig?
Så da jeg som 37-årig sagde, at nu var jeg klar, var Mark faktisk lidt tilbageholden og ville sikre sig, at jeg virkelig mente det denne gang.

Jeg ved ikke, om man nogensinde kan være helt sikker. Men jeg tænkte, at der måtte ske noget. At hvis jeg skulle have den oplevelse med i livet, så måtte det være nu. Og pragmatisk som jeg er, tænkte jeg også: alle andre elsker deres børn så sindssygt meget – så hvorfor skulle jeg ikke også elske mit?
Med andre ord, blev det en mere praktisk beslutning, end den romantiske. Det endte med at handle om ikke at misse muligheden.
Tænk, hvis jeg gik glip af noget…

Og hold da kæft; sikke en gave.
Alt det jeg frygtede jeg ville miste, har jeg fået i alle mulige andre former.
Nej, vi kan ikke tage på roadtrip – i hvert fald ikke spontant. Og nej, vi spiser heller ikke på så mange Michelin restauranter mere.

Mange ting er på “hold” – men ingenting er umuligt. Alting skal bare planlægges nøjere.

Der gik ikke ret mange dage – måske tre – efter jeg havde fået Lloyd, så vidste jeg, at jeg ville have en til. Jeg blev faktisk skruk få dage efter jeg fik Lloyd 😀
Hver dag tænkte jeg på, at jeg ville have en til. Og eftersom jeg var 38 år, da jeg fik ham, vidste vi også, at vi ikke havde alverdens tid.

Vi har nydt Lloyd i fulde drag, han var en fantastisk baby, der altid kunne fortælle, hvad han ville. Sove, det gad han ikke så længe ad gangen, og eftersom jeg er selvstændig og derfor ikke havde en arbejdsplads i ryggen til at betale barsel, var jeg tilbage ved computeren allerede efter et halvt år.
Det var sindssygt hårdt. Men ikke mere, end at vi kastede os ud i endnu en baby, da jeg fyldte 40.

Gudskelov blev jeg lynhurtigt gravid – vi kneppede løs, for nu at sige det mildt – og bang, så var den der i andet forsøg.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det lidt af en lettelse, da sundhedstyper altid har sygt travlt med at fortælle, hvor golde kvinder bliver efter deres 35. år.

Og så kom Betty.

Lloyd var to år og syv måneder. Jeg blev 41 år tre uger efter, og hårene er ved at blive grå.

Men sikke en gave! Tænk engang at få både en dreng og en pige!?? Begge sunde og raske. Relativt nemme og smaskfulde af kærlighed.
Betty er min pt største fan – og det gør det hele en smule stramt. Hun vil kun mig, når jeg er der. Sidder klistret på mig.

Men også med Betty måtte jeg tilbage til tasterne, hvis økonomien skulle hænge sammen. Hun har endnu ikke fået plads i Lloyds institution men med barnepige og lidt delt barsel har vi fået det hele til at hænge sammen, alligevel.

Er jeg træt?
Helt sindssygt. Ikke så mget af bleer, lort og bræk. Og alle kyssene og krammene bliver man jo heller ikke træt af. Men jeg er træt af ikke at have sovet to nætter i træk i nu tre et halvt år.
Og jeg er træt af ikke altid at have en ekstra hånd eller et par ekstra timer i døgnet.

Når jeg ser “De unge mødre”, som jo ofte er alene med et eller to børn, så må jeg sgu tage hatten af for indsatsen. For det er sgu udmattende at agere serviceorgan i så mange år.

Alligevel er jeg lidt vemodig over, at jeg ikke når nummer tre. For det gør jeg ikke.
Jeg er overbevist om, at jeg har endnu en lille dreng i mig.
Hvis han skulle realiseres, skulle jeg slukke computeren nu og gå ind og blive knocket up – men det ville vores familie ikke holde til.
Det optimale ville være at vente i tre, måske fire år. Men så er vi for gamle.

Det koster at være langsom. Det koster at være gammel mor.
Men jeg nåede at lave to vidunderlige børn, og det er jeg evigt taknemmelig.

Jeg siger nogengange til mig selv: hvis jeg skulle gøre noget om i livet, så ville det være, at jeg blev udvekslingsstudent i USA engang i gymnasiet – og at jeg fik børn tidligere i livet.

Gammel mor er som bekendt mega træt mor.

Kram

Betty, cirka tre timer gammel

Betty på Valby Station

‘

Betty vågnet fra lur i bus

Lloyd og Betty tidlig morgen

Lloyd og Mark laver selfie

Lloyd slapper af