Er Karstens kræftsygdom kommet tilbage?

Så er dagen kommet, hvor Karsten skal til sit tremåneders-tjek med sin blærekræft.

Denne morgen er underlig. Der er en trykket stemning, vi er begge nervøse og løber rundt om os selv. Tusinde tanker går igennem mit hoved: “Hvad nu hvis de siger, at den er helt gal?” “Hvad hvis han bliver rigtig syg senere på dagen, som han plejer?”

Jeg prøver at smile og være glad for Karstens skyld, så han ikke mærker jeg er angst. Han er min mand, jeg elsker ham, og jeg ønsker at støtte ham så meget som muligt.

Endelig nærmer tiden sig, og vi kører ind på hospitalet. Jeg hader hospitaler, de giver mig gele i benene og gør mig utilpas.

På hospitalet bliver Karsten svimmel. Så jeg løber efter vand. Jeg har det heller ikke for godt, men prøver at ignorere det.

Først skal han igennem en kikkertundersøgelse, og derefter skal han have en BCG-blæreskylning. Og hvad er det så?

BCG er det, man kender som Calmette-vaccine, der normalt anvendes i forbindelse med tuberkulose. Men det har vist sig, at blæreskylning med denne vaccine også er effektiv i forbindelse med forstadier til kræft i blæren.

Den kan også være med til at forhindre dannelse af nye knuder med celler med høj malignitetsgrad. Så den SKAL han have, hvis de finder noget.

Nu bliver vi ført ind i et lille rum, og så går det løs!

Først får han skudt noget bedøvelse op i dilleren, derefter fører de et kamera op. Karsten spjætter, det gør rigtig ondt! Det er så mega synd for ham.

De kører kameraet rundt, mens jeg følger godt med. Pludselig får jeg samtidig med lægen øje på noget mistænksomt! “Hvad er dét?,” spørger jeg nervøst. Lægen svarer lidt undvigende. Jeg får en klump i halsen.

De hiver kameraet ud og siger, at vi skal have en ny tid, hvor han skal i fuld narkose, så de kan tage nogle vævsprøver. Han skal også scannes. Det hele skal ske inde for 14 dage.
Vi er lidt i chok! Dette var ikke ventet. Vi føler os utrygge, og ved ikke hvad fremtiden bringer.

Karsten prøver at tage det hele med et smil og siger ?Nu skal vi hjem, og have en leverpostejmad?. Han har nemlig ikke mistet appetitten, da han denne gang ikke er blev ikke skyllet. Det blev heldigvis udskudt til efter vævsprøverne.

Vi kører hjem til leverpostej, ventetid og uvished. Det er ikke nemt, men vi kan ikke gøre andet end at være tålmodige og håbe på det bedste🙏