SKILSMISSE OG BØRN

Det er altid børnene, der betaler den højeste pris, når hverdagen bliver revet over. 

Tårerne sitrer bag dine øjenlåg. Du føler dig såret og rasende. Du har fået nok! Pakker en taske, og gør dig klar til at fortælle din partner, at du vil skilles. Pludselig står din datter ved siden af dig. Med bange øjne kigger hun på dig og på tasken og spørger: “moar, hvad skal du?” Ordene rammer dig hårdt. Du føler dig som den dårligste forælder i verden. 

Mon ikke der er mange af jer, der kan genkende den situation, som jeg beskriver ovenover? Der er utrolig mange skilsmisser i Danmark. Jeg har selv været der for mange år siden, og det var opslidende og hjerteskærende. For det er altid børnene, som er taberne.

I mit tilfælde var vores børn 8 og 11 år , da vi valgte at gå fra hinanden efter 16 års ægteskab. Jeg flyttede og begyndte et nyt liv med min datter. Min søn blev boende hos sin far, da han gerne ville være tæt på sin skole.

Når jeg ser tilbage på den tid, ville jeg ønske, at jeg ikke havde splittet dem ad. At jeg havde taget begge børn med. Omvendt kan jeg godt forstå, at min eksmand også havde behov for en dagligdag som forælder.  

Det var en følelsesmæssigt blandet periode i mit liv. Jeg blev forelsket i en ny mand, men var samtidig knuget af sorg over ikke at se min søn så ofte. Jeg havde et stort hul i hjertet hver dag over savnet, og jeg følte, at jeg mistede ham gradvist. 

Til gengæld blev min datter og jeg endnu mere tætte under processen. 

Det blev nogle turbulente år, men langsomt fik jeg igen et tæt forhold til min søn, og i dag ses vi ofte. Men hold da op det var en svær tid!

Jeg tror ikke, at der findes lykkelige skilsmisser. Ofte bliver børnene brugt som et våben mellem forældrene. Jeg tror, at der sidder mange ulykkelige børn rundt omkring, som er kede af det og frustrerede over forældrenes opførsel. Selvfølgelig findes der også børn, som er lettede over, at de har fået fred og ro i maven, fordi de ikke længere hører forældrene skændes hver dag og ser dem være modbydelige overfor hinanden. Men ligegyldigt hvad, så er skilsmisser ikke nemme for nogen. 

Når vi kaster håndklædet i ringen og flytter fra hinanden, tror jeg, at vi skal være bedre til at tilsidesætte vores egne behov og tænke mere på børnene. Gør vi ikke det, risikerer vi at give dem livslange ar på sjælen. Børn kan have svært ved at undvære den ene forælder i hverdagen. Og endnu sværere ved at se sine forældre bekrige hinanden. Ofte tænker vi først og fremmest på skilsmissen som et brud mellem to voksne.  

Men børnene skal også leve med skilsmissen resten af livet.