Jeg hader hospitaler

Altså ikke i ordets bogstaveligste forstand, men fordi jeg syntes, at jeg er derinde alt for tit, og det er som regel dårlige nyheder, når ens kære bliver indlagt.

Forleden var den så gal igen. En veninde til min far ringede til mig, og sagde at min far kastede op, og ikke havde følelser i hverken hænder eller fødder, så hun havde tilkaldt en ambulance.

Jeg gik i panik! Min far er jo syg med leverkræft, så den første tanke var at det var alvorligt. Med bankende hjerte skyndte jeg at få fat i min søster og min datter,så vi kunne mødes så hurtigt som muligt på hospitalet, for at få klarhed over hvordan det stod til med min far.

Med nerverne udenpå tøjet ankom jeg til Bispebjerg hospital, hvor min far var indlagt. Her vi fik en lang snak med den søde unge læge, der havde vagten.

Han fortalte heldigvis, at der ikke var grund til panik. Min far var ganske enkelt dehydreret. Det, sammen med et lille forbrug af alkohol, og en kræftfyldt lever, havde gjort min far dårlig.

Hospitalet besluttede sig for at beholde ham natten over. Dagen efter ville de gennemføre en kikkertundersøgelse af hans mave region og hals. Han havde nemlig også problemer med spiserøret.

Min far var mere frisk, da han vågnede op næste morgen. Han var jo blevet fyldt op med den væske han manglede, fået noget at spise, og nu ville han hjem. Han stak nærmest af fra hospitalet, ringede til mig, og hviskede, at jeg skulle hente ham nu, for han ville ikke have nogen kikkertundersøgelse.

Jeg rystede lidt på hovedet af ham, men kunne jo ikke tvinge ham. Jeg hentede ham sammen med en veninde, og kørte ham hjem til hans lejlighed. Her gik det op for mig, at min far ikke havde nogen nøgle med! Han var kommet så hurtigt afsted med ambulancen, at nøglen lå inde i lejligheden. Panik! Der stod jeg på gaden med min stakkels far, som stadigvæk ikke var på toppen, og som lige var stukket af fra hospitalet. En låsesmed blev tilkaldt, og dramaet sluttede med at min far sad mageligt i sofaen, mens vi hyggede om ham.