Frit fald!!!


I virkeligheden havde jeg besluttet at være Fru Fornuftig, og tage direkte hjem efter middagen. Jeg passede nemlig min søsters søn på 13 år, men min niece på 18 år trådte til som barnepige, så aftenen endte helt anderledes.
Egentlig var jeg ikke særlig feststemt, for et udbrud af herpes var begyndt i mit højre øje! Det gjorde djævelsk ondt. Øjenlåget var hævet. Jeg følte jeg lignede et misfoster! Det var svært at dække med make-up, men afsted kom jeg.
Sprutten gik ind! Og vupti var humøret så højt, at jeg næsten glemte alt om mit stakkels øje. Jeg ville videre i byen med pigerne og intet kunne stoppe mig!
Vi ankom til en natklub, hvor der var blevet bestilt bord, flasker og fødselaren blev fejret stort. En af pigerne skulle ud og tisse. Jeg ville med, men nåede ikke så langt, for jeg trådte forkert på den lille trappe ved bordet.
Pludselig svævede jeg i frit fald og landede ovenpå bordet blandt flasker og glas! Folk fik et chok over at jeg sådan kom flyvende! Jeg slog mig noget så forfærdeligt. Men som en anden kat med ni liv, rejste jeg mig bare op, bed tænderne sammen i smerte, humpede ud på toilettet og vendte tilbage til pigerne og festen.
Efter mit flyverfald og mit nu smertende øje, valgte jeg at tage hjem og putte under min varme dyne. Min mand var også glad for, at jeg kom sikkert hjem, om end i en noget radbrækket udgave.
Søndag morgen var helt forfærdelig! Det var som at have fået tæsk med en jernstang. Mine ben og lår var plettet af blodansamlinger i samtlige af palettens farver.
En ting er sikkert: Der vil gå lang tid inden jeg skal ud med de tøser igen. Men for filan det var sjovt. Jeg håber også at i havde en dejlig weekend.

Hej Janni.
Jeg håber, at det er okay jeg stiller dig et helt andet spørgsmål. Den flotte lampe dig og Karsten har i jeres køkken(den med alle vaserne med lys i) hvor er den fra ?
God bedring med hoften, og øjet 🙂