Voldsom oplevelse:

Jeg er fuldstændig rystet! Det er Karsten også. Der har været indbrud i vores hjem, imens vi var hjemme! Man siger, at Julen er hjerternes fest, men det har vi ikke mærket meget til. Julestemningen på Vedbæklund er nemlig blevet slået i tusinde stykker.

Karsten og jeg nyder normalt julen. Vi elsker ild i pejsen, juleknas og vi er i øjeblikket i gang med at se Netflix-serien, The Crown. De eneste forstyrrelser vi har, er når hundene skal ud at tisse. Lola er jo stadig hvalp, så hun er tit ude. Det er hun også mandag aften.

Vores have er meget mørk. Om aftenen kan det være svært at orientere sig. Lola får sin sidste ”lufte” tur ved 23- tiden, men mens jeg står i haven, hører jeg et ordentligt bump. Instinktivt tager jeg Lola op i armene og løber ind. Mit hjerte banker hårdt. Det er svært at beskrive ”bumpet”, men jeg ved bare, at der er noget galt. En fornemmelse af, at der er ”noget” derude i mørket. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Jeg smækker døren i og låser den.

Jeg siger til Karsten, at jeg går ovenpå med begge hunde for at gøre mig klar til natten, for jeg har ikke længere lyst til at være nede i køkkenet. Mens jeg går op, tænker jeg på de østeuropæiske bander, der før har hærget området. På, at det trods alverdens alarmer og sikkerhedssystemer flere gange er lykkes dem at trænge ind i folks hjem og holde dem oppe at gunpoint.

Da jeg kommer ovenpå, virker det utrolig koldt i vores soveværelse. Døren ind til vores roderum står åben. Det samme gør døren i vores badeværelse ud til haven. Det gør den ellers aldrig, for man kan risikere at falde fire meter ned. Det hele er meget mystisk og panikken begynder at brede sig yderligere.

Jeg tænker, om det er Karsten, der har været oppe i soveværelset og ringer ned til ham i køkkenet og spørger. Han svarer, at han ikke har været heroppe, og så bliver jeg rigtigt bange. SHIT! tænker jeg, hvad hvis der er nogen i huset? Hvad hvis de gør os ondt? Jeg får en klump i halsen, da jeg kommer til at tænke på mine børn og mine små børnebørn. Min datter Nathalie har næsten lige født.

Karsten kommer nu løbende op til mig, og vi opdager, at der har været indbrud ovenpå, imens vi har siddet nede i køkkenet. Det er sindssygt grænseoverskridende og meget skræmmende, for det betyder, at de har stået udenfor og holdt øje med os i lang tid, også da jeg luftede Lola i haven.

De er kravlet op ad en mur, videre op på et glastag, som kunne gå i stykker når som helst. Derefter har de brækket et vindue op, kommet ind og styret direkte mod vores soveværelse som de har endevendt.

Min teori er, at jeg forstyrrer personen eller personerne, da jeg går op ad trapperne med hundene. Derfor springer personen ud ad vores dør, hvor der er fire meter ned, og lander på terrassen lige bag ved Karsten, der sidder og ser TV.

Vi er meget chokerede. Det er fuldstændigt hæmningsløst, at nogen er så rå, at de tør bryde ind, mens man er hjemme. Hvad var der sket, hvis vi havde stået ansigt til ansigt med dem? Jeg tør dårligt tænke på det!

Jeg får ringet til politiet som kommer i løbet af få minutter. Vi er ovenud taknemmelige for, at ordensmagten har haft en patruljevogn i nærheden og dermed kunne rykke hurtigt ud.

Vi får ingen søvn den nat, vi er i en form for choktilstand. Vi er dog lettede over, at de ikke har gjort os noget, og at vi har livet i behold. Det kunne have gået meget værre.

Med vores historie vil vi gerne advare andre i området. Strandvejen meget udsat, specielt i juletiden, og ingen kan vide sig sikre. Vi er glade for, at vi har gode venner til at bo i huset, når vi rejser på ferie. Og vi trænger i den grad til ferie nu. Langt væk fra minderne om julen 2020, som vi sent vil glemme. Glædelig Jul til jer alle. Karsten og Janni